Her fortsættes min beretning om Bjørn. I denne del, vil der være hårde billeder og voldsom læsning.

Mangler du at læse de andre dele? Del 1. Del 2. Del 3.  Del 4. Del 5.

Sidste del. Del 6.

Vi havde i forvejen besluttet at vente med at se ham til dagen efter. Vi havde ikke sovet meget, og var helt udmattede. Jeg var rigtig træt og dårlig efter forløsningen nede på operationsstuen.

Vi fik bare at vide at det var gået godt, og han var kommet ud nogenlunde hel. "Nogenlunde hel?" tænk, vores døde lille dreng ikke engang fik lov at komme til verden i hel form. Jeg var i dyb sorg. Hun fortalte også at de lykkedes med at lave hånd og fodaftryk, som var noget, der betød virkelig meget for os. Hvis Bjørn var født til tiden, ville vi havde taget hans moderkage med hjem, og plantet et træ, sammen med den, Vi besluttede derfor at tage den med hjem selvom at det ikke var maj - hans termin - og ham i live. Det var en måde at finde lidt mening på.

Torsdag d. 8 December 2017

Vi sov til klokken var 07. I 11 timer. Hverken Lasse eller jeg kunne spise noget. Overhovedet. Det første jeg tænkte, da jeg vågnede, var at jeg ikke havde ondt mere. Ingen steder. Da jeg tissede forventede jeg at det ville svide. Det gjorde det ikke. Der var ingen fysiske tegn på, jeg havde været gravid. Ingen overhovedet. Udover den sørgelige blødning i det store bind. Mine forældre og Lasses mor ville komme ved en 09 tiden, og se Bjørn sammen med os. Vi tog en dyb vejrtrækning og ringede på klokken til sygeplejersken. Vi bad om at se ham før de kom.

Jeg har, fra min erfaring fra Riget, set meget fortidligt fødte, afdøde babyer, så jeg vidste godt hvad jeg skulle forvente, og jeg prøvede at forklare det til Lasse, der jo aldrig havde set det før.

Hun bankede på døren, og kom ind med den lille genkendelige træ-kiste. Den fra bunden af sengen. Allerede dér var tårerne begyndt at trille. Vi lagde mit uldtørklæde sammenfoldet på sengen. Vi tænkte at han skulle have det rart, og stillede kisten derpå. Vi åbnede låget og fjernede den stofble der dækkede over ham. Han var iskold, efter køleskabet. Dér lå han. Vel nok 20 cm lang, tynd og hans hud, var helt rød. Han vejede vel ca. 150g. Han lignede en atlet, måske en danser, tynd og stærk. Vi kunne se, at han havde negle. I hvert fald på tommelfingeren. Han lå helt sterilt på det hvide klæde, helt nøgen. Og helt ufærdig, samtidig med man sagtens kunne se både fingre og tæer.

Vi græd begge to. Meget. Vi talte også til ham. Lasse var bedst, jeg kunne ikke rigtig. Lasse havde behov for at røre ved ham. Jeg ville ønske jeg havde rørt ved ham og holdt ham. Men modet var ikke til det på daværende tidspunkt. Siden da har jeg følt mig så snydt. Snydt af livet og døden. Snydt for, at jeg ikke var i stand til at fødte ham - helt så han var kommet ud varm og kærligt. Snydt for, at jeg ikk fik ham op på brystet bagefter, og at det var naturligt at holde ham. Snydt for, at jeg ikke havde mod eller lyst til at røre eller kysse ham.

Da vores familier var ankommet, så de ham også. De syntes han var smuk og fin. De græd også. Ret meget. De havde taget lidt tøj med til os. og ville komme tilbage til aften.

Vi brugte dagen i den hospitalsseng vi havde sammensat, kun afbrudt af sygeplejerske efter sygeplejerske der tog blodtryk, puls og gav mig antibiotika. Vi spiste ikke rigtig noget. Vi så lidt tv. Der var et lille bitte tv på stuen. Uden lyd. Man skulle bruge sine høretelefoner. Dem havde vi ikke lige pakket. Så vi lå og så Hammerslag og andet dansk tv, uden lyd eller tekster. Det gav fin anledning til at tale, når vi havde behov for det, og uden at nogen blev forstyrrede. Når man ser Hammerslag uden lyd eller tekster kan man ikke blive forstyrret. Vi grinte også en gang i mellem. Det er svært at befinde sig i en sorg konstant. Jeg havde meget brug for at bryde stilheden og gråden med lidt humor. På min SOSU-uddannelse havde vi også lært om sorg. Man kalder det pendulmodellen. Hvor man svinger ind og ud af sorg og sit almene liv. Den passer meget godt.

Det blev aften og vores forældre kom igen. Lasse ville tage med hans mor hjem til os, for at fjerne alle babytingene, imens ville min mor blive. Hun havde vores computer med. Vi så Will&Grace. Jeg havde ikke set det før, men jeg husker jeg, så der var 8 sæsoner, og tænke, om jeg mon var færdig med at være ked af det, når jeg var færdig med den serie. Spoiler alert. Det var jeg ikke. Men det var rart at få noget tidsspilde, når man følte sig tom og uden ord. Mine forældre havde også en fin buket med fra min bror og hans nye kæreste.

Fredag d. 8 December 2017

Der kom en sygeplejerske og skulle snakke med os. Vi havde fået en masse brochure fra "Landsforeningen for spædbarnsdød". Det er den klub du, ikke vil være med i. Vi skulle snakke om ,hvad der skulle ske med Bjørn. "Hvad der skal ske? ". Han kunne ikke blive liggende i køleskabet for evigt. Vi skulle tage en beslutning. Gravsted, destruktion eller børneukendt kirkegård? Vi var heldigvis enige med det samme. Bjørn skulle på børneukendt kirkegård på Bispebjerg. Dér hvor alle kirsebærtræerne blomstre.

Vi ville se Bjørn igen, for at sige farvel. Lasse er uddannet Arkæolog og havde hentet et lille stykke flint derhjemme, han havde fundet året inden, og et lille træ-pindsvin med hjul på. Vi lagde det ned i kisten til ham. Vi klippede alle blomsterne fra min bror, og lagde ned til ham. Vi pyntede ham med blomster og blade. Det var så smukt og fint. Og det var bare os to. Tre med døde lille Bjørn. Det var det helt rigtige farvel for os.

Vi havde i forvejen sagt nej til obduktion og Achilles biopsi. Vi havde brug for ro. Og brug for, at alt ventetid på svar og flere spørgsmål skulle stoppe nu. Vi kunne ikke mere. Så vi sagde nej tak til det hele. Han skulle have fred. Nu.

Jeg måtte blive udskrevet kl. 14. og vi var nede i forhallen og spise lidt frokost. Jeg havde stadig graviditets-kvalme, og madlede. Jeg kunne godt mærke jeg havde det ret skidt, og jeg var bleg som et lig. Efter den sidste antibiotika måtte vi tage hjem. Vi havde aftalt, at vi skulle bo hos mine forældre i et ukendt antal dage. Det var rart. Jeg skulle ikke tænke på opvask, gå tur med hunden, naboer osv. Vi havde bedt vores forældre om at fortælle familie og venner vores forfærdelige nyhed. Jeg kunne ikke bære deres reaktioner og at genleve traumet igen og igen. Jeg havde også skrevet en fælles besked til mine og Lasses nærmeste venner, som vi kunne sende ud. Puha. Det var helt vildt grænseoverskridende at sende den ud. At vide, man bærer på den nyhed, der ødelægger folks dag, er hårdt. Jeg fik lidt besøg hos mine forældre, af min bedsteveninde og et par familie venner. Det var rart at kunne græde og fortælle til dem, der ville lytte.

Mandag d.11. December 2017

Jeg skulle allerede til lægen om mandagen for at snakke. Hun var god. Hun kunne se, hvordan jeg uge til uge, ændrede mig. Først i nattøj, så havde jeg rent tøj på, været i bad, og til sidst makeup og smilte. Hun var enig i min vurdering i, at jeg ikke skulle tilbage på fødegangen, i mit vikariat.

Jeg havde brug for at lave noget, der ikke omhandlede babyer. På nogen måde.

I dagene og ugerne herefter, er meget af tiden et blure, og jeg kan ikke huske mange af dagene. Men én nat kan jeg huske. Jeg kan huske, at jeg var på vej hjem fra en veninde. Jeg tænder Spotify og trykker "shuffle". Tilfældigt bliver der spillet en sang. "A Case Of You" med James Blake i toget. Inden jeg nåede at slukke, trillede tårerne igen, og de ville ikke stoppe. Jeg græd hele vejen hjem. Jeg havde glemt min cykel og måtte derfor gå hjem i regnvejret. Det var som i en klichefyldt film. En kvinde i regnen, der ikke kan stoppe med at græde. Gråden stoppede ikke. Jeg græd hele natten. Jeg kiggede Google tynd for ideer til tatoveringer med stjernebilleder. For vores Bjørn, Lille Bjørn er jo også i himlen, ligesom hans stjernebillede. Det gav mig ro inden i, at finde mening i hans eksistens, men også i hans død.

Jeg har siden da, hørt den sang med James Blake, igen og igen. Det er efterhånden blevet den sang jeg hører, når jeg igennem længere tid ikke har håndteret mine følelser omkring Bjørn. Mine tårer triller altid til det sidste vers. Nogle linjer jeg føler, er skrevet til os;

"I remember that time you told me you said
"Love is touching souls"
Surely you touched mine
'Cause part of you pours out of me
In these lines from time to time"

Vi har her, et år efter, plantet kirsebær træer oven på begge børns moderkager. De står nu i vores have. Det var et helt vildt dejlig ting. Så har vi ham med os, på den måde.

Lasse og jeg havde læst de historier i brochuren, fra "Landsforeningen for spædbarnsdød" hvor folk et år efter deres tab, var begyndt at prøve igen. Ideen om at blive gravid igen var skræmmende. Jeg ville gerne være gravid. Men når man bliver gravid, lukker man ikke kun op for livet, men også op for døden. Døden skræmte mig helt vildt. "Skal vi igennem alt dette her, endnu en gang? og starte helt forfra igen?"

Det skulle vi heldigvis ikke.

Dette var min beretning om Bjørn. Det var hårdt at skrive, men samtidig terapeutisk! Sikkert også meget sundt. Jeg er så taknemlig for, hvordan i har taget imod mine oplæg. Hvis det på nogen måde har kunne hjælpe nogen til at vide, at de ikke er alene, om tab, sorg over svære forløb, og de svære følelser, der kan følge med, så er jeg meget beæret. Tak for jer. Og tak for Tilliden, når i deler jeres historier med mig. 

Seneste oplæg