Graviditets- og fødselsberetning for Bjørn Del 1

Jeg har her, på 2 årsdagen for forløsningen af vores lille Bjørn, valgt at skrive en beretning om hele vores forløb. Før, under og efter graviditet, og fødsel. Jeg håber, I vil læse med hele vejen. Der kommer 6 dele. Jeg offentliggøre på Instagram og Facebook, når der udkommer en ny del. I de sidste 4 dele, kan der forekomme voldsomme billeder og læsning. God fornøjelse.

 Del 1 - November 2016 

Min kæreste Lasse og jeg havde igennem længere tid talt frem og tilbage om, hvornår vi skulle prøve at blive forældre. Jeg havde været klar længe. Faktisk i to- tre år, men ventede lidt på at Lasse blev det. Det var ligsom om, at der var noget, der ændrede sig indeni mig. Jeg gik fra, at syntes babyer var skønne og søde, til at jeg blev trist og indelukket, hver gang en mor passerede med sit barn. Det var som om der var en brik indeni, der lige pludselig manglede. Og jeg vidste, hvad det var. Børn. Så ja. Jeg var smadder klar.

Vi begyndte i november. Jeg var lykkelig! Jeg havde tænkt, da folk fortalte, hvor længe der? kunne gå, at jaja, vi er altså 22 år, og sunde og raske, hvor svært kan det være Svært skulle det vise sig. Ihvertfald sværere end forventet. Der gik 10 måneder. 10 cyklusser hvor jeg talte og testede. Ingen baby. Kun menstruationen var tilbage efter hver rutsjebanetur. Hver måned var det samme, Jeg troede hver gang, at denne måned, dér kunne jeg styre mig i, at symptom analysere og få ondt alle mulige steder, som HELT sikkert betød, at nu var jeg endelig gravid. Men nej. I hele måneden blev forventningen opbygget, og hver gang revet ned af blod. Mit blod. Min krop der ikke var blevet gravid.

Vi vidste, at den næste cyklus, der kunne vi snakke med lægen om, hvorfor det tog længere tid, end vi havde forventet. Vi besluttede os for at prøve at gå all in med 'udstyr', så vi købte en fertilitetsmonitor, som registrerer begge hormoner, østrogen og LH. Det er hormoner som begge indikerer, at der er en ægløsning på vej, og når der er det, så fortæller den, at man er maximalt fertil. Vi startede begge på vitaminer for at få nok folinsyre, zink og magnesium. Jeg havde taget en strimmel-test da jeg var 3+3, altså én uge og 3 dage efter befrugtning. Der gik længe. Men jeg syntes der var en streg på den våde mikro strimmel. Jeg vendte og drejede den, op mod lyset, i mørke, tog billede og gjorder billed-indstillingerne i negative farver. Det er et velkendt tip indefor os "testmonstre", som man bliver kaldt på orakel-siden, minmave.dk Jeg kom frem til, at der faktisk var en streg. Skyggesteg eller ej. Gravid var jeg.

Jeg hylede af glæde, men var også i tvivl om, det nu kunne passe. Da maskinen ,fertilitetsmonitoren, hele måneden var dikteret efter, bad om graviditetstest, lavede jeg en og stak i maskinen. 5 minutter skulle den teste før den gav svar. 5 minutter. Det er lang tid. Især når man vælger at teste, 5 minutter før ens kæreste skal nå toget. Den bibbede og jeg hev testen ud. GRAVID stod der! YES! Jeg hylede igen, vi kyssede og omfavnede hinanden. Afsted med ham til toget. Jeg kunne blive i min baby-boble resten af dagen.

Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet på Rigshospitalets fødegang i ca. 3 måneder. Jeg var ellevild med arbejdet. Og jeg var god til det. Og nu også gravid.

Jeg bestilte fluks en tidlig scanning, da jeg altid har været bange for at blive gravid uden for livmoderen. Og her burde vi kunne se, om graviditeten lå rigtigt.

29. Septemper 2017

Vi var taget til København for at komme til scanning hos Jordemoderhuset. Jeg fik nervøst lagt mig op på briksen, og indført scanneren. Da det var tidligt i graviditeten, scannes der indvendigt. Med det samme, hun satte scanneren på, så jeg en graviditets-blommesæk. En sort plet i alt det hvide på skærmen. Inden for min livmoder. YES! Vi så også hurtigt derefter, et lille hurtigt hjerteblink. Der var en baby, med et hjerte derinde. Woaw. Vi gik lettede og glade derfra.

Hvis noget gik galt, var det nok rart, at man havde følt glæden før sorgen, at nogen vidste om livet, før det var forbi"

Jeg fik lavet vandre- journal i 7. graviditets uge, og vi var så glade. Vi fortalte venner og familie det, inden vi var nået uge 10. Alle vidste det. Vi havde haft de tanker, som alle andre gravide par, "hvad hvis det går galt, før de 12 uger, man `ved´ man er sikker derefter, lad os vente", men vi tænkte, at hvis noget gik galt var det nok rart, at man havde følt glæden før sorgen, at nogen vidste om livet, før det var forbi. Vi var derfor tidligt ude, og mere sikre end nogensinde på, at vi skulle være forældre d. 18 maj. 2018.

I ugerne op til nakkefoldscanningen, var jeg dårlig. Jeg havde konstant madlede og kvalme. Textbook graviditet. I uge 7 kom opkastningerne, og det lave blodtryk, som gjorde mig var svimmel og køresyg. Selv på cyklen, i sofaen og på gangen på mit job. Det var forfærdeligt. Og jeg blev også hurtigt sygemeldt med ´graviditetsgener´. Jeg kastede op hverdag, minimum 1 gang hver vej i S-toget på vej til job. Fra Køge til Riget, ca. omkring Ishøj, og så et par gange på job, og selv under fødslerne. Super upraktisk. Jeg tabte mig, og havde det hammer skidt.

Vi havde booket tid til en tryghedsscanning mere. 9+0 uger gravid.

13. Oktober 2017

 Fredag d. 13. Jeg tænkte, at hvis vi klarede dén scanning med dén dato, så kunne vi da klare det hele. Jeg lagde mig på briksen og fik den kolde gel på maven. Vi fik lov at høre hjerteslaget, og det var så skønt det hele, det lød som en kutter-båd. Vi blev begge rørt. Der lå jo en lille vingummi-bamse på 9 uger derinde og varmede sig med mikro spjæt.

Inden nakkefoldscanning var jeg allerede ved at få en rund mave. Min maveform havde ligsom ændret sig fra "bulet" til rund og oppustet. Meget normalt, sagde Google. Jeg elskede det og viste den frem, så meget jeg kunne.

3. November 2017

Nakkefoldscanning. Vi ventede, længe og nervøst i venteværelset. Endelig blev vi kaldt ind. Lige da hun satte gel og scanner på, kunne vi se en levende baby. Altså sådan en rigtig baby, en man ser på scanningsbilleder, med fødder, ben og hoved på. Det var vildt. Helt vildt. Den bevægede sig som en lille fisk. Vi kneb begge en tåre og kiggede på hinanden med det dér, "vi skal være forældre, tænk engang"-blik som andre par fra samme situation nok genkender.

Men hun kunne ikke rigtig få lov at måle nakkefolden da baby lå forkert. Jeg hoppede lidt rundt og svingede med hofterne, men lige meget hjælp det. Nå. Vi fik en tid ugen efter til endnu et forsøg. Vi fik nogle fine billeder med hjem, hvor man tydeligt kunne se den flotte nakkefold, og mine tanker var " yes, den er flot og stor og der er helt som det skal være". Vi viste glædeligt dette billede frem til Gud og hver en mand.

I dagene op til den næste nakkefoldsscanning, læste jeg inde på den meget travle terminsgruppe på facebook. Jeg kan tydeligt huske linierne; "hun havde den fineste tynde nakkefold, mega flotte tal- mor er stolt." "Fuck", tænkte jeg. Skal nakkefolden ikke være stor?!? Det kan ikke passe. Jeg ledte nettet tynd for information om den her fold, og måtte konstatere at ja, det er nok meningen at den skal være tynd og fin. Og ikke stor og tyk som på vores barn. "Shit. Tænk, hvis der så er noget galt, og var det derfor, hun ikke ville sige et tal til os sidst?"

Vil du læse videre? Klik her for del 2.

Jeg er ejer af alle rettigheder til billeder og tekst.