Ebbes hjemmefødsel

A P R I L : Jeg bliver gravid kort efter, af vi har snakket om, at når corona har lagt sig, så kan vi måske prøve at få barn nr. 2. Der går måske 14 dage. så står jeg og tjekker min cyklus app, og tænker "fuck.. troede jeg skulle have ægløsning om 14 dage.. det var så min menstruation. så ægløsning er i morgen" og rigtig nok. jeg behøvede ikke at tage testen, jeg vidste at jeg var gravid. Jeg havde så, ud fra menstruation termin d. 24/12.. "fedt..." tænkte jeg. Jeg blev herefter rykket til d. 18/12 Første trimester var plaget af ekstrem træthed, let kvalme og svimmelhed.

M A J : Der går ikke længe før man kan se på min mave at jeg er gravid, allerede fra uge 8, er jeg oppustet og får rund mave. Vi fortæller ret hurtigt (som de andre gange) familie og venner den gode nyhed. Vi har dog ikke længe før en meget nær relation bliver alvorligt syg. og er meget indlagt. i disse uger er det svært for mig at forholde mig til graviditeten som vi finder ud af er en dreng (ligesom vores første graviditet, har du læst om Bjørn? Læs her.)

Det er svært for mig at forbinde mig med denne lille dreng i maven grundet tidligere forløb, jeg er ængstelig og har også en 1,5 åring hjemme grundet corona. Mine tanker begyndte mere og mere at kredse om hjemmefødsel og fødselsforberedelse. Lasse skulle lige overtales, men kunne godt se at det havde potentiale til at blive en vidunderlig oplevelse. Jeg besluttede derfor hurtigt at hoppe let og elegant hen over alle de offentlige tilbud. Med den viden jeg har med mig, kunne jeg hurtigt mærke at jeg skulle dybere ind i mig selv, og at det offentlige ikke var nok til mig. Jeg blev derfor tilknyttet hjemmefødselsordningen i region Sjælland, hvor der er 2 jordemødre ansat, som kun beskæftiger sig med hjemmefødsler. Det er de to, og KUN de to du skal føde med der hjemme. Det gav en enorm tillid og tryghed, især oven på det forløb vi havde først. 

A U G U S T : Jeg bliver sygemeldt med graviditetsbetinget stress og går hjemme. Jeg bliver sygemeldt i uge 25 (3 uger før jeg hjemsendes grundet Corona) og det var så godt jeg kom hjem, og connecte med vores datter og lærte vores lille søn i maven at kende. At turde mærke og føle ham, at satse og ligge sit hjerte i hans hænder. Det var svært for mig at stole på min og hans krop, at det ikke skulle ende som sidst. Jeg måtte satse.

O K T O B E R : Tiden gik og jeg fik det meget bedre. Jeg havde dog ret ondt i symfysen og gik til fysioterapeut. Min stress og angst blev bedre for hverdag og jeg havde gode veninder og familie tæt omkring mig, som var den dejligste støtte. Vores datter blev 2 år, og det var kæmpe stort. Vi mødtes i hjemmefødsels gruppe, os der skulle føde til december, og det var skønt at mærke andre kvinder med kæmpe tillid til sig selv, deres fødselsforberedelse og deres krop. Jeg selv kendte til flere forskellige fødselsforberedelses metoder, såsom Smertefrifødsel, Mamaprofylax og Meyermetoden.

Jeg har gennem kursus hos Meyermetoden, virkelig fundet ud af at teorien bag denne metode, er noget der giver meget mening for mig.  Vi vælger også at have en fødselsterapeut med til fødslen. Min dygtige kollega Sofie Bjerrum, doula og skide dejlig.

Jeg finder ud af til et lægetjek af min hæmaglobin, at den er hammer lav, faktisk faldet siedn maj, hvor den også var for lav. Nu er den dog så lav, at min læge vil have mig til at få jern injektioner, og hvis jeg begynder at bløde, så skal jeg ringe med det samme. Jeg får nogle andre jern tabletter og går helt ind i hvordan man bedst optager jern. Min jern er lige nu så lav, 5,4 og skal ligge over 7,6, at hvis den ikke stiger i en fart, kan jeg ikke føde hjemme. Jeg har til Ønnes fødsel blødt omkring 700 ml. så hjemmefødselsordningen var lidt skeptiske om de var trygge ved det, så en lav jern hjælper ikke ligefrem.

N O V E M B E R : Jeg klargøre mig selv og vores hjem mere og mere. Jeg tager på en workshop med Meyermetoden og beslutter hermed at jeg ønsker at dykke dybt ned i denne fødselsforberelse, da det giver meget genklang i mig. Jeg begynder at skaffe alle Tingene hjem til fødsel og tænker over hvordan min fødselsrede skal se ud. Dimmed lights, musik, nedtrukkede gardiner, Ønne ind til hendes bedsteforældre, ingefærklude, hvor skal karet stå, lyskæder. Jeg går meget op i hvordan jeg syntes det er rart. - " Sådan vil jeg føde".

D E C E M B E R : Vi nærmer os terminsdagen og dagene kan kun gå for hurtigt. Søster Ønne kom 13 dage over tid - med angusta piller, igangsat. Mest grundet bekymring og angst hos mig. Denne gang var jeg mere forberedt på rejsen over tid. Jeg havde planer om selvomsorgsdage hver 2 dag overtid, med frisør, negle, vipper, shopping, restaurant, alt der dejlige som kunne få mig til at nye overtiden. Men Corona kom og lukkede alt ned. ALT. Så vi blev holdt hjemme, hver evig eneste dag. Det var hårdt og vi var også nødsaget til at holde familie adskilt jul, grundet Corona smitte, vi havde faktisk isoleret os selv mere eller mindre, og fik indkøb online, det var hårdt, og ensomt.

Ved læge tjek jævnligt, kan vi se at min jern den stiger så flot. jeg når faktisk op på 7,0 og er virkelig stolt over den præstation!

T E R M I N S D A T O   D . 1 8 / 1 2 : Terminen kom og gik. ikke noget at se her. jeg var forberedt og havde sagt til de fleste at det kunne være han først kom til nytår (jeg håbede at jeg ikke behøvede at have ret!) Men vi får fejret jul og juledage, sågar også nytår. Det var nogel virkelig hårde dage. Mit humør var meget svingende og mest i en nedadgående spiral. Jeg var ked af det. Jeg sørgede på en måde over den fødsel der ikke var kommet. Følelsen af at være glemt at universet og troen på at det ikke ville ske. og slet ikke i den tidsramme jeg havde for at føde hjemme.

Hjemmefødslen var ved at smuldre i mine hænder og det var hjerteskærende. Jeg var til to overtids tjek på Roskilde sygehus, hvor de scanner for fostervand, køre CTG, og mærker indvendigt - alt sammen for at få en indikation om hvornår han kommer, og om hvordan baby har det. Ebbe som vi kaldte ham, havde det helt fino. Intet der, og der bliver prikket lidt til mig om vi ikke skal sætte fødslen igang. Jeg takker pænt nej og håber det snart sker. 

3 1 . D E C E M B E R - N Y T Å R S A F T E N S D A G : Nogle dage var hårde at komme igennem.  Denne dag var en af dem. At vågne grædende op og opdage at fødslen stadig var langt væk i universet og jeg ikke havde født eller haft veer i nat, var knusende.. 

Jeg var dybt ulykkelig, men vidste det var hormoner... Det hjalp dog ikke at vide det, når der var en mørkegråt slør over mine øjne og tanker. Dagen her husker jeg tydeligt. Mine tårer stod i kø hele dagen. Jeg følte ikke jeg kunne trække vejret eller kigge nogen i øjnene uden at de ville trille over kanten. " jeg har bare virkelig brug for at gå en tur, alene " . Jeg skulle bare ud hvor jeg ikke skulle tage mig af andres reaktioner eller ord, og bare græde alt det jeg kunne. Jeg skulle have det ud af systemet. Der gik ikke mange skridt fra indkørslen med musik i ørene før tårende trillede ned af mine kinder, jeg hulkede. og var så dybt ulykkelig over.. "ja over hvad?". Det er meget svært at sætte ord på hvis man ikke har prøvet overtid. Det er enormt hårdt. Min dejlige jordemoder sagde det flot. "det er kærligheden, der ikke har et sted af bo". Og det er helt rigtigt. det gjorder fysisk ondt inden i, og savnet til den man ikke har mødt. Min kommende oplevelse ligger måske slet ikke i mine hænder, og jeg mister alt min forberedelse og min hjemmefødsel. Jeg var inderligt bange for at vi skulle miste endnu en søn. Miste ham fordi jeg blev overmodig og havde tillid til min krop. At min prioritering af fødselsoplevelse ville koste ham livet. "hvor langt tør du gå?" For ja. Det var en kæmpe tillidsprøve til min krop. Den viste mig jo små tegn, så fødslen var jo på vej, jeg skyldte min krop at give den, den tid og tillid som den skulle bruge. For hvis min krop ikke var gået i gang, og jeg ikke gav den chancen, havde jeg aldrig tilgivet den for det svigt det havde efterladt mig med. Jeg kan huske at en sang begyndte at spille, som jeg ikke selv havde valgt, som rungede dybt i mig. En af de sange hvor det knuger inden i og man bryder helt sammen, "pass you by" Alaina Castillo.

Feel the rain as it fall, wipe the tears from your face, feel the sun kiss your skin, like a love so far away

1 . J A N U A R : Jeg har fået 4 hindeløsninger og 2 af dem på sygehuset til overtids tjek. Jeg kan mærke når vi sidder i venteværelset at jeg bare vil hjem. Jeg føler mig slet ikke tryg på hospitalet og har en følelse af at den "gode oplevelse" er totalt ude af mine hænder hvis vi går på fødegangen. Jeg har en totalt panik følelse inden i, for nu er jeg 42+0.... Officielt længere gravid end med Ønne... "shit... måske sker det ikke??" Lægen siger vi skal lave en plan... Hoved på blokken føler jeg, at jeg er nød til at give efter. " Mandag d. 4/1" aftaler vi. Det vil altså sige vi har weekenden. En weekend til lige at føde. "HA! som om jeg kommer til det...." Der havde dog været lidt tegn i ny og næ. lidt slimprop her og der, og reglmæssige plukkeveer hver aften, især ved papilstimulering. Jeg håndudmalkede hverdag, råmælk fra uge 37 til fryseren så vi havde lidt extra til den første tid.

På vej hjem fra hospitalet ringer jeg til jordemoderen og spørger om hvad vi gør, min søde jordemoder siger hun vil komme i aften og udøve en masse magi. Jeg er helt på og ved godt mod!

Lidt senere på dagen er en af mine skønne med hjemmefødsels mødre gået i fødsel og jordemoderen må deltage dér i stedet for at komme til mig, jeg må indrømme det var virkelig svært at acceptere først. men vi besluttede at hun så skulle komme morgenen efter kl. 09.

2 . J A N U A R : Vi står stille og roligt op og Ønne har sovet inde ved siden af. Jeg vågner og er ufattelig trist. Jeg kan huske jeg får skrevet en sms mens vi stadig er i sengen, til min mor, noget med "mit humør er helt i bund. Vi skal slet ikke snakke fødsel idag" imens tårende igen trillede ned af kinderne.. "puha.. idag har jeg slet ikke lyst til at føde.. vil bare sove til det er overstået" 

Kl. bliver 09 og søde Cille kommer med alt hvad hun har. Hun spørger ind til mig og jeg bryder sammen og fortæller at jeg syntes ventetiden er hammer svær. Hun er så sød og dejlig og trøster, giver mig så mange gode ord med. Jeg fortæller også om planen for igangsættelse mandag (dette er lørdag), og hvor ængstelig jeg er omkring dette og ked af den plan. Vi taler om det hele og jeg beslutter at grundet min termin som er flyttet, har jeg nogle dage i "banken" og jeg derfor vil tage hjem og føde, hvis de vil tage vandet, og hvis vandet er klart og CTG er god. Den plan siger Cille at de har det fint med og at de stadig vil føde med mig. Planen giver mig helt vildt ro på til at slappe af, og ikke have en deadline hængende. "for vi har helt til torsdag!" (før jeg rammer uge 42 ifølge min egen beregning ud fra menstruation)

K L O K K E N   1 0 .00 Jeg fik en meget meget grundig hindeløsning, tror den varede 5 minutter, den var i hvert fald meget grundig, og jeg måtte trække vejret helt ned i maven et par gange. Herefter gav hun mig en masse akupressur med nogle lækre islandske olier og massage med dem under fødderne, salvie og lavendel tror jeg det var. mega lækkert! Jeg fik også et lavement, som jeg skulle ligge med. Herefter gik Cille og vi aftalte at snakkes ved. Jeg havde ikke veer eller noget, men lå og hvilede på sofaen med lavementet, så prøvede at holde det så længe som muligt. Det blev til EN HEL TIME. Var selv ret stolt faktisk. 

K L O K K E N  1 2 . 0 0  Da jeg kommer retur fra toilettet efter lavamentet, føler jeg en mærkelig fornemmelse i min lænd.. det var IKKE en plukkeve.. Men hvad var det? måske noget med det lavamentet? jeg vidste det ikke. men det gjorder ikke ondt. Kunne blot mærke at den fornemmelse, havde kæmpe potentiale for at rumme en dyb, dyb smerte. 

Cille havde sagt at jeg skulle ligge fødslen lidt væk. "I dag skal du danse og hygge dig, også kan i snakke og beslutte omkring igangsættelse imorgen". 

Jeg kunne mærke noget med stor potentiale og kraft i min krop, men det gjorder ikke ondt, så jeg gav det ikke så meget opmærksomhed. Jeg puttede Ønne til lur og efter gik jeg ind og satte musik på og bevægede mig og dansede, det var så lækkert, og gjorder en lille smule ondt nogle gange. men jeg bød alle de små jag velkommen i min krop og nød at mærke noget var på vej.

K L O K K E N  1 5 . 0 0 Ønne vågner fra lur og vi beslutter at gå en tur til legepladsen. På vej derned kan jeg godt mærke jeg ikke kan gå så hurtigt og der kommer nogle gode episoder med murren. jeg siger til Lasse " Altså jeg ved ikke helt hvad det er.. men der kommer altså noget en gang i mellem. som er helt anderledes." Det var dejligt at gå og mærke, imens livet skete foran mine øjne, Ønne og Lasse legede og jeg gik lidt i min egenverden og trak vejret mens jeg så til. Jeg kiggede lidt på uret når de ca. kom og det sagde 7-8 min imellem.. "Mmm. tænkte jeg.. Kan jeg være på vej i fødsel?" Jeg var fuld af tvivl. For jeg ville SÅ gerne, var det mon i mit hoved?

Jeg siger til Lasse at jeg gerne vil hjem og ligge lidt, se hvad status er, tælle veer og alt det der som alle andre gør. "hvad skal vi nu? skal vi ringe til nogen? gøre noget?" Det føltes som noget vi legede, og lods som om vi skulle gøre klar. 

K L O K K E N  1 5 . 3 0 Vi afleverede Ønne inde ved siden af, da jeg gerne ville ligge lidt, se Netflix og time veer. Jeg var nu gået 15 dage over tid, og jeg havde glædet mig sådan til at skulle ligge her og starte ve timeren. Jeg får startet den og veerne er 8-9 minutter imellem, og over et minut lange. og bider faktisk ret meget... "Hmmm... " tænkte jeg. De bed så meget at jeg ikke kunne holde ud af se Newgirl, som jeg ellers altid kan holde ud. Jeg måtte faktisk lukke øjnene og koncentrerer mig.. Jeg ringede til min doula, Sofie for at fortælle om jordemoderbesøget først på formiddagen, og fik også nævnt at der altså er et par jag og murren, som ikke forsvinder. "altså jeg tror måske det bliver inden for de næste par dage... men du må ikke hænge mig op på det" sagde jeg inden vi sagde farvel.

K L O K K E N  1 5 . 5 8 Vi skrev lidt frem og tilbage og jeg ringede også til Cille, hun ville ringe tilbage om ca. 20 min. Jeg brugte varmepude på lænden, og den dybe 4:7 vejrtrækning fra Meyermetoden og det fungerede super godt. Jeg havde en ve i køkkenet da varmepuden var i mikroovnen, og kunne godt mærke jeg skulle ind i i stuen, og ikke være i køkkenet. Veen var meget ubehagelig i køkkenet, er sikker på at min oxytocin faldt da jeg skulle være "praktisk" varme varmepuden og kom op i hoved i mine tanker. Ind i stuen med mig. Jeg kunne følge med i fødslen på mine lyde og hvordan jeg lød under veerne. Her kunne jeg også høre en rullen i min lyd. Og kunne derfor godt høre jeg var rimelig langt henne i forløbet, da det tyder på overgangsfasen. Lasse stod her og tømte opvasker og tror det var her det gik op for ham at det altså blev nu her. Vi tullede lidt rundt og jeg slukkede noget lys, tændte stearinlys, tændte musik og slukkede tv'et. Lasse ringede til sin mor da hun havde ringet tidligere på dagen. Under opkaldet kunne jeg mærke de tog godt fat. Jeg blev så irriteret på Lasse da han ikke støttede mig i lænden da han talte i telefon, og heller ikke holdte varmepuden. Der tror jeg også han kunne mærke at det var ved at være nu. 

K L O K K E N  1 6 . 2 6 Jeg skriver til min doula "skriver for at sige, at jeg tror det er godt du er på vej, snart i hvertfald"  Jeg talte med jordemoderen og hun snakkede først om at kunne komme og lige se, og så kører hjem igen hvis det var det jeg havde brug for. Jeg fik en ve mens vi snakkede og hun kunne godt høre at vi var langt så hun sagde "Laura Jeg tror bare jeg kører med det samme !" Vi var lige begyndt at time veerne igen, fordi jeg synes der var kommet virkelig smæk på, og kort imellem. Korrekt, der var på ca. 20 minutter kun 2-3 minutter imellem veerne. Jeg var helt klar i hoved og stemmen imellem veerne, og i dyb koncentration i veen.

K L O K K E N  1 6 . 5 2 Sms fra min doula "Kører nu!"  til min doula "Der er kun lidt over 2 min imellem". Jeg begynder at mærke helt vildt tyngde, og en trang til at vandet går. I samme minut kommer dejlige Marina jordemoder ind i stuen, hun ser mig stå opad bold på min store sofa, og tage veerne sådan. jeg kan huske jeg tænker "jeg kommer ikke op og ligge, hvis hun skal mærke hvor åben jeg er. JEG KAN IKKE FLYTTE MIG!" Hun siger de bedste ting til mig. "Hvor ser det godt ud Laura. Giv ham plads, du skal ikke være bange" Jeg siger jeg mærker pressetrang og at det da er alt for tidligt. Men hun siger til mig. "hvis du føler du skal presse, så er det nok fordi du skal presse, og du skal føde nu." Ej det var helt vildt, den tillid jeg blev mødt med gjorder at jeg selv stolede på min krop, gav plads og ro.

K L O K K E N  1 6 . 5 8 Mit vand går i næste ve, og det var den dejligste følelse i hele graviditeten. Virkelig en følelse jeg har længtes efter. Vandet er klart og flot. tænker "YES" ingen overflytning til mig. Nu kan jeg virkelig mærke presset og Marina lytter lidt til ham med doptone og siger alt er fint. Jeg bliver støttet på endetarmen og mellemkødet med en varm klud, det er det dejligste, jeg føler jeg kan trygt kan presse imod. Jeg begynder stille og roligt at presse let med på toppen af veerne

K L O K K E N  1 7 . 1 0 Jeg får nu stærk pressetrang som jeg går med på. Lasse bliver sat igang med at hente alle vores fødsels ting samt ringe min mor ind og hjælpe, ellers når vi det ikke. Lasse forsøger at få pakket badekaret ud, da han ved, at det er min drøm at ligge dér. Jeg siger til at ham, det tror jeg ikke vi kan nå. Jordemoder er enig. Jeg kan godt mærke på min krop at den ikke vil have jeg flytter mig. Den vil føde stående.

 Min mor kommer ind og hjælper med afdækning og klargøring.

K L O K K E N  1 7 . 2 4 Doula Sofie ankommer og jeg presser virkelig på nu. Jeg kan selv mærke hoved med mine fingre. Hans hoved glider fint frem under pres og tilbage imellem veerne. Jeg kan tydeligt huske smerterne gå fra at være diffuse murren i lænden, til at flytte sig til helt lokale i skeden og bækkenet da han gled frem. Veerne var voldsomme og vilde, en kæmpe rutsjebane, når veen kom startede den på toppen, det var ellevildt, og følte jeg hang i med neglende i den rutsjebane vogn, herfra var der kun at ride den ud og holde ud og fast, i mig selv og min vejrtrækning indtil pausen kom. Jeg nulstillede imellem hver ve med god vejrtrækning og Lasse der stod ved min side og holdt tunge hænder på mine skuldre og lænd.

Sofie begynder at filme fødslen, man kan se hovedet nu og jeg bruger virkelig kræfter nu. og jeg brunger min stemme, som jeg aldrig har hørt før, ej heller til mine andre fødsler.

K L O K K E N  1 7 . 2 7 Helt af mig selv begynder jeg at gispe og presse på skift, jeg kan huske min tanke var "hans hoved er ude lige om lidt, så er vi snart færdige, og vi er endda lige startet!" Det var den fedeste følelse i verden, så råt! 

K L O K K E N  1 7 . 2 9 Fødes Ebbe. Jeg tager selv hænderne ned og tager ham, hans navlesnor er meget kort, så kan ikke få ham højere op end min navle, men jeg græder og siger "Jeg har ham, jeg har ham" Det var SÅ forløsende. Her var han jo. ham vi havde ventet på, han var jo lige her. Jeg bliver guidet op i sofaen, mens jeg hulker af overvældelse og lykke, sådan en lykke som faktisk gør helt ondt indeni, fordi den er så skrøbelig. Vi ligger lidt i sofaen og kigger på hinanden, og jeg græder lidt mere. Det gik så stærkt, at jeg næsten ikke kan fatte det. Det er overvældene at noget man har ventet så længe på, længdes efter og været helt ulykkelig over ikke er hændt, er overstået før det faktisk gik op for en at det skete. Det var helt fantastisk at det var så hurtigt overstået kan jeg huske jeg tænker, "det gik jo så hurtigt, at det tager længere tid at køre til als!" Køreturen til Als er altid mit målestok, når det gælder tid, har så mange barndomsminder fra køreturen til Als, hvor min mors familie bor.

Vi ligger i sofaen og Marina kigger lidt efter moderkagen, efter blot 16 minutter, kommer den af sig selv, Marina guider den blot. Og det er jo var en herlig og lettende følelse, den er tung at bære på og det er skønt at den nu var ude. Jeg bliver kigget på og skal blot have 2 overfladiske kosmetiske sting, denne del syntes jeg til gengæld gjorder mega ondt, mine nerver var totalt alert, og min smertemor (hjernen) var meget vaks! Jeg endte med at bløde blot, 200 ml. Jeg var stolt. Imens vi ligger begynder Ebbe stille og roligt at søge efter brystet, og han bliver tilbudt, og tager flot fat. Bemærker dog det korte tungebånd, som jeg godt kan mærke gør at tungen er begrænset.

Vi ligger os godt tilrette herefter, får lidt mad og drikke, og jeg glæder mig allerede til den gigantiske taske med snacks og lækkerier vi har købt ind, og slet ikke åbnet endnu, den skal jeg virkelig nyde godt af nu.

Da vi ligger alle tre og nyder hinanden og snakker, kommer "pass you by" pludselig på. Jeg bryder hulkende sammen igen, og Marina spørger om alt er okay, jeg kan næsten ikke snakke men for fremstammet at det er lykketårer. At høre den sang igen, hvor jeg sidst jeg hørte den sad og var så ulykkelig, i kæmpe sorg og fortvivlelse. Og nu, hvor jeg lige havde født? Jeg husker jeg tænkte "du havde så ondt inden i, og du havde det så dårilgt, du havde svært ved at give tilliden til din krop, lade den bevise hvad den kan, men du gjorder det!

Marina sider og skriver journal, Sofie tuller og ordner, min mor ordner og Lasse, jeg og lille Ebbe ligger i den dejligste boble i sofaen, tiden er gået i stå og vi nyder dette lille mirakel der er landet  vores arme, vi kan næsten ikke forstå det. Vi er så glade, og jeg kan mærke Lasses stolthed som en varm dyne over mig. Det betyder virkelig meget for mig at han er stolt og også havde en virkelig god oplevelse. Han er god til at sige det til mig, og det gør mig glad. Da klokken er 21.30 og Marina og sofie er på vej hjem, beslutter vi at vi ville gå tidligt til ro, og gøre os klar til at Ønne imorgen skulle møde sin lillebror for første gang.

Vi rikker op nede i stuen så vi kan sove der alle tre. Natten er rolig, Ebbe sover, men har små øjeblikke hvor han søger efter mig og mit bryst, der er fri bar, så han sover hurtigt videre. Jeg ligger dog vågen en del. Adrenalinen kører stadig rundt, og jeg er helt forundret over den præstation jeg lige har udført. 

Næste morgen, skal jeg hente Ønne ind. Kan huske jeg er overrasket over min krop klare det så godt. Jeg har svært ved at trække vejret og gå, da mine mavemuskler er delte fra graviditeten og derfor ikke holder sammen på den ballon mave med fyld man render rundt med. Ønne lister ind og ser sin lillebror i sofaen, og hun er bare så sød, så sød ved ham. Hun siger hun elsker ham og vil gerne holde ham. Her slutter min beretning. Tak fordi du læste med så langt. Del endelig din oplevelse med fødsel, hjemmefødsel eller din oplevelse med 2.gang kontra 1.gang. Tak!