Graviditets- og fødselsberetning for Bjørn Del 5

Her fortsættes min beretning om Bjørn. I denne og de kommende dele, vil der være hårde billeder og voldsom læsning.

Har du ikke læst de forrige dele? Klik blot på her. Del 1, del 2, del 3, del 4.

Her kan du læse et kort recap fra del 4.

Vi blev indlagt på en stue. Sammen. Og fik sat sengene sammen, så tæt, at kun metalrammen var imellem os. Vi sad i sengen og græd. Begge to. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham: "Det er som om, at vi står foran en afgrund sammen, og vi skal hoppe, ned i sorgen, selvom vi ikke vil. Vi ved ikke, hvor vi lander, og om vi lander sammen eller hver for sig. Men vi skal have to regler. Vi SKAL snakke om det, og vi skrider ikke." Han var enig. Det blev reglen. Jeg tror godt, at vi begge vidste, at vi ikke ville komme igennem det her, hvis ikke vi havde hinanden.

Del 5

Natten til Onsdag, d. 6 December 2017

Vi skulle ringe til vores forældre. Det var Lasse der gjorde det. Jeg tror heller ikke, jeg kunne fremstamme noget andet end gråd. Jeg kunne høre hans mor græde i røret, næsten råbe i sorg at det ikke måtte være sandt. Jeg brød helt sammen. Det samme gjorde Lasse. Mine forældre ville komme ind til os ved en ni tiden, efter vi havde sovet lidt. Det var rart, og så på en måde helt forfærdeligt at se dem. Det blev lige pludselig virkelighed for hele verden. Det var ikke en drøm. Det var ikke kun noget vi to vidste og sørgede over selv. Det var virkelig hårdt at se andre være knuste over tabet af Bjørn. Virkelig hårdt.

Der kom en sød sygeplejerske ind og sagde, at vi var nødt til at gå i gang med cytotec pillerne nu, inden jeg blev for syg af at have ham i maven. Jeg fik den første pille kl. 09.30 og så den næste to timer efter. Sådan blev vi ved, til der skete noget. Jeg var meget nervøs, og vidste ikke hvad jeg skulle forvente. De havde sagt: "Hos nogen glider barnet ud, imens man tisser, eller når man går, og hos andre skal man lige presse lidt med". Jeg syntes det var et lidt stort spænd, og meget upræcist info til nogen som aldrig havde prøvet det før. Efter et par timer alene bad jeg Lasse hente jordemoderen, da jeg kl. 13-14 stykker syntes, at jeg havde ondt, og ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde brug for en status. Jordemoderen følte indvendigt på mig, med hvad der føltes som hele hånden, og sagde: "prøv lige at give et lille pres, så ser vi" Jeg gav et lille pres, som føltes fuldstændig unaturligt.

Når man kun er i 18. uge, er barnet/fosteret så lille, at der ingen pressetrang er, og livmoderen åbner sig kun 2 cm, livmoderhalsen er stadig de 45 mm. som før man blev sat igang. Det vil altså sige, at du aktivt uden pressetrang, skal presse det her lille meget bløde væsen uden tyngde ud, uden presse veer.

Det var voldsomt og meget ubehageligt. Da jeg pressede,  sagde hun pludselig: "Nu sker der noget" Jeg gik i totalt panik og brød sammen, Lasse der stod ved min side hele vejen, omfavnede mig, og vi græd sammen. Jeg fik spurgt grædende "Kommer han nu? Er det nu?" Jeg var slet ikke klar på, han skulle komme ud nu. Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt eller forventet. Men det var ikke det her. At ligge i smerte og føde vores baby, alt, alt, alt for tidligt - med en jordemoderhånd der fysisk var nødt til at åbne min livmoderhals med fingrene, imens jeg skulle presse. Jeg fik en masse morfin, da veerne tog til, uden der skete så meget med ham derinde. Efter en times tid hvor jeg pressede alt, hvad jeg kunne, kun afbrudt af gråd og pause mellem veerne, sagde jordemoderen, at han lå med hoved oppe, så han ville komme med fødderne først, og at de er kommet ud... Lige pludselig sagde hun "Stop med at presse" Jeg undrede mig, han er jo ikke ude?? Hun fortalte os så, at min livmodermund, altså bunden af livmoderhalsen, havde lukket sig totalt om hans hals, så han sad fast. 

I stykker? De skulle jo passe på ham? Sørge for der ikke skete ham noget?"

"Vi kan ikke gøre mere lige nu, så risikere vi at han går i stykker inden i dig" Jeg brød sammen igen. "I stykker? De skulle jo passe på ham? Sørge for der ikke skete ham noget?" Det, som var vores job, hvis han var blevet født til tiden. Men i stedet for sad han fast. Inden i mig. Min krop der fysisk ikke ville give slip på vores lille Bjørn. Så der lå jeg, kun halvt tilstede pga. morfinen, med Bjørns små fødder ude, og resten inde. Jeg falder hen når veen slutter og er slet ikke tilstede. Jeg ved at Lasse kiggede for at se ham, og den eneste reaktion jeg kunne se på ham, var at han græd og sagde "Ja fødderne er ude" Jeg kunne godt mærke der var noget dernede, der ikke føltes normalt, men jeg turde ikke mærke eller se efter. Jeg var også alt for påvirket af morfin og sorg til at kunne gøre det. Der går en time mere. Med mig liggende dér. Det var frygteligt. Det var nok den mest surrealistiske situation jeg har prøvet, og når jeg ser tilbage, husker jeg det næsten kun udefra, hvor jeg ser mig selv der ligger og er helt dopet, og Lasse der hænger over mig i gråd.

At vi to skulle ende dér, at vores historie skulle komme dertil sammen. Det var både smukt og hjerteskærende. Jeg kan huske en tanke, der kom til mig, da vi blev indlagt og var alene for første gang efter den hårde besked, "Jeg har sådan lyst til at vi bliver gift, dig og mig" Jeg sagde ikke noget. Men jeg tænkte det, at hvis vi kunne komme igennem dette? Så kunne vi alt. 

Vi havde fået at vide, at pga. infektionen, skulle jeg ned og i narkose og have fjernet moderkagen, da de var ikke sikre på den ville komme ud hel, naturligt. Ved ca. 17 tiden måtte vi ændre plan, da det trods gentagne cytotec ikke lykkedes at få min livmoder til at åbne sig igen. 

Vi kunne ikke få ham ud. Vi bad om, at de kunne gøre det i narkosen, fordi kroppen slapper mere af dér. Det sagde de efter lang ventetid ja til, og vi måtte så vente igen, på at blive kørt ned til operation. Der kom en kirurg og snakkede med os, han fortalte, at hvis de ikke kunne få ham ud, kunne de være nød til at lave kejsersnit på mig. Men det ville de helst ikke. Og derfor var de måske nødt til at tage han ud i flere dele. Jeg insisterede i gråd på, at de skulle passe ordenligt på ham. Jeg blev hentet af en portør, og fik lagt en lille træ-kiste i fodenden af sengen. Jeg kiggede på den - en kiste. Til mit barn. Sådan blev jeg kørt igennem flere afdelinger. Jeg tog min dyne og lagde henover kisten. Jeg tænkte, at det var et svært syn for tilfældige pårørende og patienter på gangen. Lasse blev efterladt på stuen, og måtte ikke engang komme med ned og vente på gangen. Jeg var helt væk på morfin og opfattede derfor ikke meget. Lasse fortalte mig, efter forløbet, at han havde været alene på stuen under hele operationen. Helt alene. Han fortalte mig også, at han var rædselsslagen og helt sikker på jeg ikke ville overleve. Da han fortalte det, knustes mit hjerte, at de, på afdelingen ikke tog sig af ham, fortalte at det var okay, og gav ham et glas saft eller viste ham omsorg. Jeg var chokeret og vred, men mest af alt ked af det på hans vegne.

Bjørn blev forløst kl. 17.45 d. 6/12-17

Læs 6. del. Sidste del her.