Graviditets- og fødselsberetning for Bjørn Del 4

Her fortsætter jeg min beretning. I denne, og de kommende dele, vil der være hårde billeder og voldsom læsning.

Kort recap fra del 3

Efter undersøgelse på Roskilde sygehus, hvor jeg fik udskrevet Selexid mod blærebetændelse, kørte vi hjem til mine forældre, da vi ikke selv havde nogen bil. Så kunne de køre os, hvis der blev mere. I nogle timer skete der intet. Men da jeg så gik på toilettet ved en 17-18 tiden, og kigger ned, kan jeg se at slimproppen lige var gået. Jeg kunne se det, fordi den hang imellem mine ben. Jeg kunne også se at den var fuld af blod. Frisk blod, som stadig dryppede fra mig.

Del 4.

3. December 2017 17+1

Jeg gik helt i panik og kaldte på min mor og fik grædende sagt, at jeg syntes, vi skulle ringe til vagtlægen igen.

Da vagtlægen på Roskilde tog telefonen, fortalte jeg grædende om, hvad der var sket, og fortæller, grædende, at jeg var meget bekymret. Hun var sød, hun sagde, hun vile ringe til gynækologisk, og høre om de kunne tage et kig på mig. Der går lidt tid, og hun ringer tilbage. "Gyn har desværre ikke tid til at scanne dig. Og hvis du er ved at abortere, kan vi heller ikke gøre så meget. Så du må kontakte egen læge imorgen".

Hvis man abortere i 2. trimester (efter uge 12), og efter, kan man ikke gøre det hjemme, eller uden nogen former for læge/medicin, som jeg har forstået det. Der kan man være nød til at få en masse medicin, hvis kroppen ikke arbejder mod at føde. Det hun mente, var at de ikke kunne gøre noget for at stoppe det.

Det var svaret. Hun var ikke sød. Hun var jo ubetænksom og uempatisk. Og jeg var i totalt chok over hendes udmelding. Jeg får fundet nummeret frem til vores vagthavende jordemoder på mit arbejde. Jeg ringede op, for at spørge om de kan gøre noget for mig. Jeg fortalte grædende om situationen. Hun gav mig med det samme nummeret, til gynækologisk på Riget. Da sygeplejersken hørte min historie, havde hun kun et spørgsmål, "Hvornår kan I komme?" Det kunne vi kl. 19.

Vi kørte afsted mod Riget. Det var mørkt. Jo nærmere vi kom Riget, jo lysere blev himlen af alt julelys og gadelys i København. Jeg kan huske, jeg sad med en følelse af, "Nu er det slut. Det er nu han ikke lever mere." Min krop fyldtes af tomhed. Vi fik parkeret, og gik op på afdelingen. Jeg var dårlig. Lavt blodtryk, og høj puls. Og ligbleg. Jeg skulle udfylde nogle papirer, om hvad der var galt, og hvor langt jeg var.

Jeg blev scannet. Og han levede. Vores lille baby i maven levede. Og han havde det godt! Han sprang rundt derinde. Alt var godt. De undersøgte mig grundigt, men kunne ikke finde kilden til blødningen. Jeg spurgte ind til, om de kunne se, om der manglede fostervand? "Det kan man ikke sådan rigtigt se, hvis det var så lidt, som du beskriver," svarede lægen. Jeg blev sendt ud af døren med beskeden: "Du er i ligeså stor risiko for at abortere, som alle andre i 17. uge." Jeg åndede lettet op. "Måske jeg skulle slippe den tanke og fornemmelse, jeg havde, for at han ikke overlevede? Lægerne fortæller, alt er godt?" Men jeg kan ikke slippe den. Ikke helt.

De næste dage og nætter går i slowmotion, Jeg små bløder de næste dage, og har fundet nogle gamle bind frem fra gemmerne i gamle sportstasker og weekendtasker

5. December 2017

Jeg talte tirsdag aften med en veninde i telefonen. Vi fik vendt hele mit graviditets forløb. Vi talte om, "at lægerne jo siger, alt er okay. Så ingen grund til bekymring". Jeg nikkede for mig selv, og kunne jo også godt se det logiske i det. Jeg gik i seng ved en 22-tiden, men vågnede allerede kl. 23, og skulle tisse. Men jeg mærkede med det samme da jeg vågnede, at mit bind er vådt. Meget vådt. Faktisk gennemblødt, og det samme med mine trusser. Jeg blev irriteret. Jeg havde ondt og var virkelig træt. Jeg var helt vildt træt af hele den her graviditet. Jeg ville sove. Jeg tænkte egentlig bare at det var mere væske i forbindelse med blødningen. Jeg fandt endnu et bind og skiftede trusser. Jeg lagde mig til at sove, men vågnede igen kl 01. Denne gang var det ikke kun mine trusser og bind der var vådt. Jeg kunne med en nervøs hånd, mærke at sengen også var våd. Jeg lå i nogle minutter helt stille og kiggede op i loftet, helt uden at bevæge mig. Jeg tænkte på alt og ingenting på samme tid. Jeg prøvede forsigtigt at trykke på min mave, og med det samme kunne jeg mærke, at det fossede ud. Jeg stivnede igen. For jeg vidste godt, hvad det var. Jeg fik, imens Lasse sov ved siden af, ringet stille til gynækologisk, og spurgt den søde sygeplejerske om "Kan det være andet, end mit fostervand? Lad os være ærlige." Jeg kunne mærke, hun ikke var så glad for at svare på det spørgsmål. Så jeg fik at vide, de gerne ville se mig, og at jeg bare kunne komme ind på Riget, når jeg ville. Jeg fik vækket Lasse. Men hvad siger man lige? "Hey skat? Mit vand er lige gået?".  Nej, den var svær. Jeg kan ikke engang huske hvad jeg sagde udover: "Jeg tror, vi skal på hospitalet. Jeg tror måske, mit vand er gået". Jeg skiftede trusser. Igen. Og denne gang tog jeg 2 par trusser på. Og et nat-bind. Da jeg sad på toilettet og skiftede det, lagde jeg mærke til, at fostervandet lugtede mærkeligt. Det lugtede ikke af fødsel. Den lugt kendte jeg ellers, efter alle de fødsler fra arbejdet. Jeg pakkede instinktivt en taske med lidt forskelligt i. Jeg tænke, jeg skulle blive derinde et par dage, uanset hvad.

Vi havde i den uge lånt bil af svigerfar. Ret heldig timing. Jeg kan huske fra køreturen på motorvejen, at det var supermoon den nat. Månen skinnede os lige i ansigtet, og den var kæmpe stor. Vi kørte til Riget. Midt om natten. Vi ankom vel klokken 03, fik parkeret og gik op på afdelingen. Her skulle jeg udfylde de papirer, som jeg også udfyldte for 3 dage siden til scanningen. Vi blev vist ind i det samme scanningslokale som sidst. Og så ventede vi. Jeg tog de meget våde trusser af, og lagde mig op på briksen. De begyndte at scanne. Der gik lang tid. For lang tid. Tårerne begyndte at trille, mens jeg lå helt stille. Og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på skærmen, hvor vores lille dreng, et par dage forinden, havde liget og sparket. Men nu kunne jeg, kun holde hovedet den anden vej. Jeg vidste, hvad jeg ville få at se på den skærm. Lægen sagde "Vi har lidt svært ved at finde hjertet.  Vi prøver lige med en indvendig scanning". Samme resultat. De kaldte på en mere erfaren læge, der også gav det et skud. "Hjertet banker desværre ikke længere." Der var beskeden. Den besked jeg på en måde havde ventet på i så mange uger. Nu var det slut. Vi var knuste. Alt som var det i en drøm. Men jeg var vågen. Her lå jeg, uden trusser og uden liv i maven. Og det var min krop, der havde dræbt ham. Og det var knusende uvirkeligt. De hjalp mig i tøjet, og vi fik at vide, at jeg havde en stor infektion i livmoderen. Derfor skulle jeg igang med IV antibiotika nu. 

IV- betyder intravenøst, og dvs. at man får lagt et drop i en åre, som regel i håndryggen, så man har direkte tilgang til blodbanen. Her igennem kan man få medicin. Som for eksempel antibiotika

Vi fik også at vide, at jeg skulle have nogle piller der hed cytotec. Det var stikpiller, man lagde op ved livmoderen, som skulle sætte fødslen igang. Jeg kan huske, jeg tænkte "Shit, skal jeg også føde? Skal jeg have veer? Rigtige veer?  Jeg får intet barn med hjem, men jeg skal føde det, selv?" De fortalte os, at der kunne gå alt imellem 2-48 timer, efter den første stikpille, før man havde født. Lasse og jeg tog et hurtigt kig på hinanden. Vi blev enige om, at vi gerne ville vente med de piller. Vi havde brug for at fordøje hele situationen. Få sovet et par timer, og lige set hinanden i øjnene. Vi blev indlagt på en stue. Sammen. og fik sat sengene sammen, så tæt, at kun metalrammen var imellem os. Vi sad i sengen og græd. Begge to. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham: "Det er som om, at vi står foran en afgrund sammen, og vi skal hoppe, ned i sorgen, selvom vi ikke vil. Vi ved ikke, hvor vi lander, og om vi lander sammen eller hver for sig. Men vi skal have 2 regler. Vi SKAL snakke om det, og vi skrider ikke." Han var enig. Det blev reglen. Jeg tror godt, at vi begge vidste, at vi ikke ville komme igennem det her, hvis ikke vi havde hinanden.

Fortsættes her i del 5. Klik her for at læse.

Hvis du sidder med en oplevelse der minder om, eller du har lyst til at dele, er du mere end velkommen til at dele din oplevelse neden for, i kommentarfeltet på blogpostet. Mange tak fordi du læste med så langt!

Jeg er ejer af alle rettigheder til billeder og tekst.