Graviditets- og fødselsberetning for Bjørn Del 3

Her fortsættes min beretning. Jeg advare om at denne, og de kommende dele, kan indeholde voldsomme billeder og læsning.

Har du ikke læst del 1? klik her. 

Mangler du del 2? Klik her.

Del 3

27 November 2017. 16+2 Fostervandsprøven.

Vi ankom til afdelingen og blev taget imod af en af mine kollegaer i skranken, som fortæller, at vi vil få svar på Downs, kønskromosomerne og Klinefelters allerede dagen efter. De sagde, at vi skulle være opmærksomme på, når man leder efter sygdomme i genetik, på den her måde, kan man risikere at finde noget, man ellers ikke ville have fundet. Og ikke ville havde fundet normalt.

Jeg var helt overvældet. Vi fik svaret dagen efter. Det var jeg slet ikke klar til på nogen måde, og jeg kunne ikke finde ud af hvorfor. Jeg tog det så dårligt, at vi ikke skulle vente. "Jeg ved bare ikke, om jeg allerede er klar, til at høre at mit barn er sygt i morgen?", hvortil min mor svarede "Det bliver du aldrig klar til, Laura". Det var jo rigtigt. Hoved på sømmet.

Jeg bliver kaldt ind, af en læge og en jordemoder. Vi går ind i scanningslokalet, og jeg skal ligge mig på en briks. De begynder at scanne, jeg ser ingenting af den scanning. De viser intet. Intet, til hverken mig eller min mor. De scanner kun, for at finde ud af hvor han ligger, så de ikke stikker forkert. "Nu skal du tage en dyb vejrtrækning, og derefter ligge helt stille." Det gjorder jeg så. Jeg var rædselsslagen for at bevæge mig. Så meget, at jeg var bange for, at min hjerte hamrede så voldsomt, at de ville ramme ham. Det gjorde møg-ondt, og var meget ubehageligt. Det var en meget lang nål, hvor de så trak fostervandet op igennem. Jeg lå og så dem trække vandet op, milliliter for milliliter. Det var en voldsom oplevelse. At have en nål inde i min mave, ved min baby, føltes helt forkert. Da de blev færdige blev jeg lagt på en seng i venteværelset. Jeg skulle ligge 30 minutter, inden vi måtte køre, da man kan være bange for om vandet vil gå spontant herefter. Det gjorde det ikke. De fortalte at, jeg skulle være opmærksom på blødning, og sivning af fostervand fra vagina, og jeg skulle holde mig i sengen en dags tid. De næste dage blev jeg i sengen, jeg ville ikke risikere noget, pga. af overbelastning.

Vi var efter prøven, Lasse og jeg, taget hjem til mine forældre og overnatte. Som lovet, ringede de fra Riget med svar dagen efter. "Det er en dreng, og han er helt normal!" "Sund og rask?!" Det var ikke til at fatte. Jeg var så lettet, og forvirret på samme tid. Det var jo helt fantastisk! Vi græd og omfavnede hinanden og vores familier som lyttede med også.

Dagene efter prøven gik. Jeg syntes, jeg havde ondt i hele kroppen. Især af at ligge så meget ned, jeg var jo stadig sygemeldt. Jeg havde det stadig virkelig skidt, med både madlede og kvalme, og var dårlig hele dagen. Nogle dage var det så slemt, at hvis jeg ikke fik mad, lige da jeg vågnede, måtte jeg vente på, at Lasse kom hjem, og kunne lave noget mad til mig.

2. December 2017, 17+0 Lørdag.

Jeg var begyndt at få en masse plukkeveer, som Google også mente var helt normalt. "Så længe de ikke er regelmæssige." Den lørdag skulle vi i Tivoli. Hele dagen. En gave til min farmor som var blevet 80 år. Hele familien skulle ind og spise, og se "the Crazy Christmas Cabaret." Da jeg vågner lørdag morgen, synes jeg, at der er lidt vandigt i mine trusser, og jeg kan huske jeg havde en tanke, "mon det var fostervand?" Men jeg slog det hen, grundet den meget lille mængde, som måske svarede til 1 teskefuld væske. Jeg havde aldrig hørt om nogen, hvor vandet var gået sådan. Vi tog i Tivoli, og jeg havde det skidt hele dagen. Jeg var konstant utilpas. havde plukkeveer hele tiden og var SÅ øm i lænden, en menstruationsmurren hele tiden. Når jeg sad, havde jeg brug for at stå, og når jeg stod eller gik, havde jeg brug for at sidde. Jeg kunne slet ikke finde ro i min krop. Jeg var så øm, at jeg nogen gange, under teaterstykket, måtte op og stå opad radiatoren, for at få lidt lindring. Jeg havde også en virkelig kort lunte. 

Efter vi havde vi spist var jeg på toilettet, og da jeg tørrede mig, var mit udflåd meget svagt rosa. Det var svært at vurdere, da der også var farvet lys i loftet. Jeg blev bekymret, da det havde været en hård dag for min krop.

 Jeg ved ikke, hvad der sker med min krop, men jeg føler næsten jeg er i fødsel eller sådan noget."

Da klokken nærmede sig 24, og vi skulle hjem, sagde jeg til Lasse "Jeg ved ikke, hvad der sker med min krop, men jeg føler næsten jeg er i fødsel eller sådan noget." Vi beslutter os for at ringe til lægen dagen, efter hvis det ikke er blevet bedre.

3. December 2017 17+1

Da jeg vågnede om morgenen, og gik på toilettet, så jeg 2 dråber frisk blod på papiret. Jeg skyndte mig ind til Lasse, vi blev enige at ringe til Roskilde med det samme. (Vi boede i Køge, vi var tilknyttet Roskilde, for der hørte jeg oprindeligt til. Vi var dog grundet mit job, også tilknyttet Riget, da det var midt i overflytning) Jeg fik fundet nummeret, og ringet til vagtlægen. Da jeg fortalte, at jeg er var i uge 17 med næsten konstante plukkeveer og frisk blødning, ville de gerne se mig. Min mor kom og hentede os, og kørte os til Roskilde lægevagt. Da vi blev kaldt ind til lægen, fik jeg stukket et urinbæger i hånden, "Så kunne jeg jo lige lave en urinprøve først." Det gjorde jeg så. 'Surprise'. Den var positiv for blod. Da lægen skulle undersøge min mave, ville hun kun undersøge den udvendig ved at mærke, og ikke indvendigt. "Den er blød og uøm" sagde hun. Jeg tænkte "Ja lige nu er den!", men sagde ikke noget. Hun fortalte mig, at det ikke var nødvendigt at scanne, da vi ikke vidste hvor blodet kom fra. "Det kan lige så godt være en blærebetændelse." Prøvede hun at forklare. "Som om", tænkte jeg. Jeg blev sat i behandling med Selexid, for blærebetændelsen. Frygteligt medicin, der lugter og smager så grimt, og jeg kastede op flere gange, inden jeg fik taget pillerne.

Vi kørte hjem til mine forældre, da vi ikke havde nogen bil, så de kunne køre os, hvis der skete mere. I nogle timer skete der intet. Men da jeg så gik på toilettet, ved en 17-18 tiden, og kigger ned, kan jeg se at slimproppen lige var gået. Jeg kunne se det, fordi den hang imellem mine ben. Jeg kunne også se at den var fuld af blod. Frisk blod, som stadig dryppede fra mig.

vil du læse del 4? Klik videre her

Har du behov eller lyst til at dele noget? Del gerne din oplevelse i kommentarfeltet her under.

Tak fordi du læste med.